Velkommen!

Velkommen til! Idéen bag navnet stammer fra min allerførste lejlighed. Det var sjovt nok en kælderlejlighed på lige under 30 kvadratmeter. Der var lige akkurat plads til mig og mine film. Småt, men hyggeligt. Jeg holdt meget af (Det gør jeg i og for sig stadig) at invitere venner til filmaftener. Filmene vi så var ofte genrefilm af mere eller mindre spekulativ kaliber. Denne blog fortsætter i samme stil og derfor vil de fleste indlæg omhandle film indenfor gys/splat, exploitation, kung-fu, westerns, action/adventure, science fiction, samt alt det midt i mellem. Det er de genrer jeg personligt holder mest af. Idéen med denne blog er altså ikke, som sådan, aktualitet. Man kan i stedet se på den som en slags ventil for min egen kærlighed til den mere makabre og vanvittige side af filmens verden. Både nyt og gammelt. Rigtig god læselyst!

søndag den 2. december 2018

Anmeldelse: Death Wish - En Mand Ser Rødt (2018)


I 1974 slap Michael Winner en hævntørstig Charles Bronson løs i New York. Det gjorde han med filmen Death Wish, baseret på en roman af Brian Garfield. Filmen var, trods blandede anmeldelser, en international succes og fastslog Bronson som et amerikansk nationalklenodie. Filmen banede vejen for ikke mindre end fire efterfølgere. Nu er tiden kommet til den uundgåelige genindspilning.

Selvtægtsfilm var utrolig populære da Winners original udkom og de har med sporadiske mellemrum poppet frem på biograflærredet lige siden. Setuppet i denne opdaterede udgave af Death Wish er nogenlunde det samme som i originalen. Paul Kersey (denne gang spillet af Bruce Willis) lever idyllisk liv med sin kone (Elisabeth Shue) og teenagedatter (Camila Morrone) i Chicago. Det varer dog ikke længe før idyllen brydes. I forbindelse med et indbrud bliver konen brutalt myrdet og datteren ender i koma (Hun spares dog for at blive voldtaget, som ellers var tilfældet i originalen). Denne episode fungerer som katalysator for Bruce Willis’ enmandshær.

Filmen er instrueret af Eli Roth, som er bedst kendt for sine blodige og provokerende horrorfilm. På papiret virker han som den ideelle til jobbet. Han har tidligere pustet nyt liv i den uddøde kannibal-genre med den glimrende The Green Inferno (2013), men det er desværre ikke lykkedes at gøre det samme her. Death Wish adskiller sig fra resten af Roths filmografi ved dens mangel på den morbide humor og tunge ironi, der plejer at ledsage de makabre voldsscener i hans film. Filmen er kedeligt fortalt, utrolig forudsigelig og uden filmisk overskud. Det eneste der springer i øjnene, er et par gedigne splattereffekter. De er bare ikke nok til at holde ens opmærksomhed. Det virker som om at Roth har kørt på autopilot og mildest talt ’røv kedet sig’.

Paul Kersey er kirurg i denne genindspilning, hvor han i originalen var arkitekt. Dette skift giver anledning til at par opfindsomme likvideringer. Filmen er da heller ikke helt uden humor. Især scenerne hvor Kersey lærer at håndterer skydevåben via YouTube-videoer er ret underholdende, men ellers er overgangen fra fredelig familiefar til hævngerrig dødsengel alt for utroværdig portrætteret og man mangler mange af de psykologiske aspekter, som var tilstede i Winners original.

Derudover virker det som om at Bruce Willis egentlig ikke rigtig har lyst til at være der, og man sidder igennem hele filmen og ønsker at man i stedet så en af de originale Bronson-film. Et af filmens største lyspunkter er Vincent D'Onofrio som Pauls bror, Frank. Han er en interessant karakter, som desværre ikke bliver udforsket nok. Jeg vil næsten vove at påstå at en stor del af hans scener ligger på gulvet i klipperummet. Øv!

Provokatøren Eli Roths Death Wish kan derfor bedst beskrives som en under gennemsnitlig actionfilm, som lige akkurat kan gå til en tømmermandssøndag på sofaen med grillmad og cola. Filmen har et par enkelte gode scener, men der er ALT for lidt af Roths sædvanlige legesyge humor og flair for at chokere. Nogle kritikere har dog alligevel ladet sig provokere af filmens glorificering af selvtægt. Jeg vil ikke mene at det har været et bevidst mål for Roth at skabe dén diskussion. Han har skabt en klassisk - om end lidt kedelig - hævnfilm og i sådan en skal der altså nu engang slås skurke ihjel.

Selvom filmen ikke er noget at skrive hjem om, så skal markedsføringsafdelingen have ros for, at lave denne glimrende grindhouse-trailer til filmen. Havde filmen bare været lige så underholdende...




søndag den 30. september 2018

Reportage: Skrækfest 2018



I denne uge blev den allerførste Skrækfest afholdt her i Odense og nakkehårene er efterhånden begyndt at lægge sig efter seks dage i skrækkens tegn. Selv deltog jeg i et par af arrangementerne.

Om onsdagen var der Dario Argento-aften i Borgernes Hus, da den karismatiske italienske journalist Davide Eskelund Rota holdt oplæg om Italienske horrorfilm og psykedeliske horrorsoundtracks. Selve oplægget var dog relativt kort, og havde mere karakter af en introduktion. Aftenens film var giallo-klassikeren Deep Red (1975), som blev vist i den komplette udgave på lidt over to timer. Personligt er jeg faktisk mere til den klippede amerikanske export-udgave, som jeg mener fungerer bedre. Filmen handler om klaverunderviseren, Marcus Dely og journalisten, Gianna Brezzi som efterforsker en række mystisk mord. Alle med en uhyggelig vuggevise tilfælles. Filmen er fyldt til randen med blodige mord og vilde close-ups og med musikgruppen Goblin på lydsiden, var der ikke et øje tørt.

Davide Eskelund Rota tegner og fortæller

Fredag stod i djævleuddrivelsens tegn, da Nordisk Film Biografer Odense viste William Friedkins gyserklassiker, Eksorcisten (1973) om den besatte pige Regan MacNeil (Linda Blair). Der var virkelig gjort noget ud af arrangementet. I foyeren var der dækket op med uhyggeligt pynt, og der blev serveret øje-vingummier og Dracula-shots. Da gæsterne trådte ind i biografsalen, blev de mødt at tre natkjole-klæde piger, som bevægede sig rundt blandt publikum. Salen var dækket af tåge og lyden af filmens soundtrack. Det var virkelig gennemført. Da røgen havde lagt sig, blev filmen introduceret af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen og oversætter Jakob Levinsen. De kom fint rundt omkring og beskrev tilblivelsen af filmen og forskellene på den originale og den nye Directors Cut-udgave, som blev vist. Det kunne ellers have været sjovt at se den originale biografudgave, da det er sjældent at man støder på den, men i sidste ende var det ikke noget der gjorde noget. Det var en sand fornøjelse af se den klassiske gyserfilm på det store lærred, i en næsten fyldt sal og med lækker lyd.

Stemningen var i top til Nordisk Film Biografers visning af The Exorcist 

Om lørdagen kunne man mellem kl. 10 og 18 få stillet sin købetrang til bøger, merchandise, DVD’er og VHS’er, da der var Skrækmarked i Borgernes Hus. Bland andet var Sune fra PhantasmoDVD tilstede med sin altid velassorteret bod, som vi kender den fra Blodig Weekend. Den bød sædvanligvis på en masse obskure horror- og exploitation film, både på DVD og VHS. Selv fik jeg købt to A3-plakater til Lucio Fulci-filmene Zombi 2/Rædslernes Grønne Ø (1979) og The New York Ripper/Blodig Voldtægt (1982) med hjem til samlingen.

Især Phantasmos bod var et populært tilløbsstykke på markedet

Desværre var det hvad det kunne blive til af arrangementer fra min side, da jeg havde en ret travl uge. De få ting jeg deltog i, var dog alle (u)hyggelige og vellykkede. Her til slut vil jeg bare sige tak for denne gang og krydse fingre for at Odense Kommune vil holde traditionen ved lige og afholde Skrækfest igen de næste mange år. Jeg lover at komme! Det er skønt at fynske horrorfans har fået et samlingspunkt.
Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.