Filmkælderen

I denne uge blev den allerførste Skrækfest afholdt her i Odense, og nakkehårene er efterhånden begyndt at lægge sig efter seks dage i skrækkens tegn. Selv deltog jeg i et par af arrangementerne. Om onsdagen var der Dario Argento-aften i Borgernes Hus, da den karismatiske italienske journalist Davide Eskelund Rota holdt oplæg om Italienske horrorfilm og psykedeliske horrorsoundtracks. Aftenens film var giallo-klassikeren Deep Red (1975), som blev vist i den komplette udgave på lidt over to timer. Personligt er jeg faktisk mere til den klippede amerikanske export-udgave, som jeg mener fungerer langt bedre. Filmen handler om klaverunderviseren Marcus Dely og journalisten Gianna Brezzi, som efterforsker en række mystisk mord – alle med en uhyggelig vuggevise tilfælles. Filmen er fyldt til randen med blodige mord og vilde close-ups og med musikgruppen Goblin på lydsiden, var der ikke et øje tørt. Davide Eskelund Rota tegner og fortæller. Fredag stod i djævleuddrivelsens tegn, da Nordisk F

Exploitationfilm omhandlende nazister og deres forfærdelige forbrydelser mod menneskeligheden har ry for at være blandt de mest snaskede og provokerede film, der findes. Om man er enig i dette udsagn, er selvfølgelig op til en selv, men man kommer ikke uden om, hvor smagløse disse film næsten altid er. I disse – ofte italienske – nazisploitationfilm er det nemlig mere en regel end en undtagelse, at der skal mikses en masse scener med sex og nøgenhed ind i filmene. Dette er også tilfældet i Cesare Canevaris Gestapo’s Last Orgy – eller som den hed på dansk: Orgie i det Tredje Rige! De forstår at sælge filmen! Vi starter med lidt historie. Den italienske filmindustri var før i tiden præget af ”bølger”, hvor stort set hele Italien lavede den samme slags film. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet en del om spaghettiwesterns-bølgen i sluttresserne. At kalde de italienske nazi-film for en decideret bølge er måske for meget sagt, men der blev da produceret en lille håndfuld af dem inde

"She's brown sugar and spice but if you don't treat her nice she'll put you on ice!" -En af filmens mange skønne taglines. Snappy rim var et klassisk greb i markedsføringen af blaxploitation film i 70'erne. Jack Hill er en af de bedste exploitation-instruktører. Med film som Spider Baby (1967), The Big Bird Cage (1972) og Switchblade Sisters (1975) på CV’et behøver jeg vist ikke sige mere. Men det vil jeg nu gøre alligevel. For udover de førnævnte film er Hill især kendt for sine hårdtslående blaxploitationfilm Coffy (1973) og Foxy Brown, begge med den skønne Pam Grier i hovedrollen. Den sidste af de to blev mandag den 3. september vist i Cinemateket i København. Plottet i Foxy Brown er lige til at gå til. Browns kæreste bliver brutalt myrdet, og hun vælger derfor at gå undercover som prostitueret for at få fat på bagmændene. Men som i alle gode blaxsploitationfilm er der selvfølgelig ikke "bare" tale om en lille ussel forbryderbande. Forbrydelsen