Gå videre til hovedindholdet

Anmeldelse: Death Wish - En Mand Ser Rødt (2018)

I 1974 slap Michael Winner en hævntørstig Charles Bronson løs i New York. Det gjorde han med filmen Death Wish, baseret på en roman af Brian Garfield. Filmen var – trods blandede anmeldelser – en international succes og fastslog Bronson som et amerikansk nationalklenodie. Filmen banede vejen for ikke mindre end fire efterfølgere. Nu er tiden kommet til den uundgåelige genindspilning.


Selvtægtsfilm var utrolig populære, da Winners original udkom, og de har med sporadiske mellemrum poppet frem på biograflærredet lige siden. Setuppet i denne opdaterede udgave af Death Wish er nogenlunde det samme som i originalen. Paul Kersey (denne gang spillet af Bruce Willis) lever idyllisk liv med sin kone (Elisabeth Shue) og teenagedatter (Camila Morrone) i Chicago. Det varer dog ikke længe før idyllen brydes. I forbindelse med et indbrud bliver konen brutalt myrdet, og datteren ender i koma (Hun spares dog for at blive voldtaget, som det ellers var tilfældet i originalen). Denne episode fungerer som katalysator for Bruce Willis’ enmandshær.

Filmen er instrueret af Eli Roth, som er bedst kendt for sine blodige og provokerende horrorfilm. På papiret virker han som den ideelle til jobbet. Han har tidligere pustet nyt liv i den uddøde kannibal-genre med den glimrende The Green Inferno (2013), men det er desværre ikke lykkedes at gøre det samme her. Death Wish adskiller sig fra resten af Roths filmografi ved dens mangel på den morbide humor og tunge ironi, der plejer at ledsage de makabre voldsscener. Filmen er kedeligt fortalt, utrolig forudsigelig og uden filmisk overskud. Det eneste der springer i øjnene, er et par gedigne splattereffekter. De er bare ikke nok til at holde ens opmærksomhed. Det virker som om, at Roth har kørt på autopilot og mildest talt ’røv kedet sig’.

Filmen er dog ikke helt uden humor. Især scenerne, hvor Kersey lærer at håndtere skydevåben via YouTube-videoer er ret underholdende, men ellers er overgangen fra fredelig familiefar til hævngerrig dødsengel alt for utroværdig portrætteret og man mangler mange af de psykologiske aspekter, som var tilstede i Winners original.

Det virker samtidig som om, at Bruce Willis egentlig ikke rigtig har lyst til at være der, og man sidder igennem hele filmen og ønsker, at man i stedet så en af de originale Bronson-film. Et af filmens største lyspunkter er Vincent D'Onofrio som Pauls bror, Frank. Han er en interessant karakter, som desværre ikke bliver udforsket nok. Jeg vil næsten vove, at påstå, at en stor del af hans scener ligger og roder rundt på gulvet i klipperummet. Øv!

Provokatøren Eli Roths Death Wish kan derfor bedst beskrives som en under gennemsnitlig actionfilm, som lige akkurat kan gå til en tømmermandssøndag på sofaen med grillmad og cola. Filmen har som nævnt et par enkelte gode scener, men der er ALT for lidt af Roths sædvanlige legesyge humor og flair for at chokere.

Nogle kritikere har dog alligevel ladet sig provokere af filmens glorificering af selvtægt. Jeg vil dog ikke mene, at det har været et bevidst mål for den genrebevidste Roth at skabe dén diskussion. Han har blot skabt en klassisk – om end lidt kedelig – hævnfilm, og i sådan en skal der altså nu engang slås skurke ihjel.

Selvom filmen ikke er noget at skrive hjem om, så skal markedsføringsafdelingen have ros for at lave nedenstående grindhouse-trailer til filmen. Havde filmen bare været lige så underholdende...



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Reportage: Skrækfest 2018

I denne uge blev den allerførste Skrækfest afholdt her i Odense, og nakkehårene er efterhånden begyndt at lægge sig efter seks dage i skrækkens tegn. Selv deltog jeg i et par af arrangementerne. Om onsdagen var der Dario Argento-aften i Borgernes Hus, da den karismatiske italienske journalist Davide Eskelund Rota holdt oplæg om Italienske horrorfilm og psykedeliske horrorsoundtracks. Aftenens film var giallo-klassikeren Deep Red (1975), som blev vist i den komplette udgave på lidt over to timer. Personligt er jeg faktisk mere til den klippede amerikanske export-udgave, som jeg mener fungerer langt bedre. Filmen handler om klaverunderviseren Marcus Dely og journalisten Gianna Brezzi, som efterforsker en række mystisk mord – alle med en uhyggelig vuggevise tilfælles. Filmen er fyldt til randen med blodige mord og vilde close-ups og med musikgruppen Goblin på lydsiden, var der ikke et øje tørt. Davide Eskelund Rota tegner og fortæller. Fredag stod i djævleuddrivelsens tegn, da Nordisk F

Anmeldelse: Violent City (1970)

"The hole city is full of blood and violence. But you only see it when you’re with me.” Denne replik bliver ytret af Bronsons karakter i italienske Sergio Sollimas eurocrime-thriller Violent City, men den kunne egentlig være taget ud af hvilken som helst Charles Bronson-film. For hvor Bronson befinder sig, er der altid vold og ondskab. Det er som en forbandelse for ham.  Som Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff så smukt skriver i deres enestående hyldestbog til Charles Bronson, En Engel af Sten fra 2015: ”Verden er befolket med ondsindede personer. Det ved Bronson. De er den del af hans liv. Han har mødt dem og set – og følt – den smerte, de påfører andre.” Filmens italienske plakat I Violent City spiller Bronson ex-lejemorderen Jeff Heston, som på en ferie pludselig bliver opsøgt af gamle kollegaer, som desværre ikke kommet for at hyggesnakke. Mødet ender ud i en af de bedste biljagter i italiensk film. Med sig på ferie har Heston sin nye kæreste Vanessa (spillet af Bronsons