Anmeldelse: Mom and Dad (2017)

Selma Blair og Nicolas Cage som det morderiske forældrepar

Jeg var så heldig at se Crank-instruktøren Brian Taylors nye gyserkomedie Mom and Dad på det store lærred her i foråret. Det var afslutningsfilmen på genrefilmfestivalen Blodig Weekend, som hver år finder sted i Cinemateket. Det er altid bedst at se film i en fyldt biografsal med et oplagt publikum. Det var således en vidunderlig uforpligtende afslutning på en (u)hyggelig weekend! Nu er det så blevet tid til et gensyn, denne gang på den nordiske blu-ray-udgivelse fra Universal. Præmissen for filmen er ligetil: Umiddelbart efter en skøn 70'er-agtig introsekvens begynder forældrene i en amerikansk forstad – af uforklarlige årsager – at slå deres afkom ihjel! Dette gælder også for familien Ryan, hvor mor og far, spillet henholdsvis af Selma Blair og Nicolas Cage, sætter jagten ind på deres to børn.

Selma Blair er mindst lige så sindssyg som Nicolas Cage i Mom and Dad

Okay… Jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg er KÆMPE fan af Nicolas Cage. Jeg blev for alvor rigtig forelsket i ham, da jeg i mine teenageår, en sen nattetime, så Spike Jonzes mesterværk Adaptation. (2002) på TV2 Film. Fra dét øjeblik af har jeg elsket den mand, alt hvad han laver og alt han står for. I Mom and Dad har Cage skruet sig selv op på 11, og det er altid en fornøjelse at være i hans selskab. Når det så er sagt, så må vi ikke glemme Selma Blair. Hun er mindst lige så vanvittig som Cage. Hun er perfekt castet som moderen, som nærmer sig overgangsalderen og går glip af alle de fede jobs til fordel for yngre kvinder. Man kan ikke andet end at drage paralleller til Blairs egen karriere. Der er langt mellem de store roller på hendes CV, hvilket er virkelig en skam. Om det er et personligt valgt, ved jeg naturligvis ikke, men hun er virkelig god i rollen som den morderiske mor. 

Mom and Dad er fyldt med sjove replikudvekslinger og det hele fungerer nærmest som én lang vittighed med en eminent punchline til slut. Forældrenes jagt på de kære børn igennem huset er en fryd at følge, og Mom and Dad kan glimrende beskrives som en Tom og Jerry-tegnefilm på syre. Men selvom dette er tilfældet, så rummer filmen – tro det eller lad være – også nogle fine iagttagelser om midtvejskriser, ægteskab og forholdet mellem barn og forældre.

Filmen er, som nævnt, skrevet og instrueret af vildbassen Brian Taylor, som tidligere har instrueret Nicolas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance (2011). Taylor har aldrig været bange for at fylde sine film med bare bryster, stoffer og skældsord. Taylors varemærke er den pulserende actionfilm med højt tempo og hurtig klipning. Mom and Dad er ingen undtagelse. Taylors film kategoriseres af film- og medieforsker Matthias Stork som chaos cinema. Kaostrenden/stilen tog for alvor fart i Hollywood, i det nye årtusinde med den nye bølge af Jason Bourne og James Bond film. Kendetegnet for disse film var de hurtige klip og kamerabevægelser, som gav seeren en fornærmelse af hyperaktivitet og forvirring. Den legendariske filmfotograf Daniel Pearl, som udover at have skudt en lang række musikvideoer, også stod bag kameraet på den originale The Texas Chain Saw Massacre (1974) samt dens hæderlige remake fra 2003, har filmet Mom and Dad. Det er tydeligt at se hans baggrund fra musikvideoerne skinne igennem. Nogle ville mene, at den hurtige klipning passer filmen perfekt, men jeg er åbenbart en gammel sur mand. Jeg har nemlig aldrig rigtig brudt mig om dette filmiske virkemiddel, da jeg mener, at man ofte bliver mere revet ud af fortællingen end inddraget i den. Filmen har også nogle ret spøjse billedkompositioner, hvor billedet nogle gange virker beskåret, selvom det ikke er tilfældet. Filmens syrede elektroniske musik er komponeret af Mr. Bill og fungerer glimrende til de meget urolige billeder.

Filmens plakat

Der findes i min bog tre slags Nicolas Cage-film. 1: Den seriøse Oscar-vindende Cage, som indbefatter film som Leaving Las Vegas (1995), Adaptation. (2002) og Joe (2013), 2: Den solide, men lidt kedelige, blockbuster-Cage og 3: Den fuldstændig vanvittige Cage. Mom and Dad hører til blandt de sidste. Denne film indskriver sig fornemt i perlerækken af Crazy-Cage-klassikere, som udover denne indeholder Vampire's Kiss (1988), Deadfall (1993), Wicker Man (2006) og mange flere. Kort sagt: Film, hvor Nicolas Cage får lov til, at give den fuld gas. Jeg holder meget af alle sider af Cage, og jeg vil forsvarer hver og én af hans skuespillerpræstationer til hver en tid. Jeg benægter ikke at Nicolas Cage har spillet med i RIGTIG mange tarvelige film, men jeg tør godt stå ved, at det ALDRIG har været på grund af Cages' skuespil, at de har været dårlige. Nicolas Cage giver den 110% hver gang, og det elsker jeg ham for! For mig er Nicolas Cage ikke et meme. For mig er Nicolas Cage én af sin generations største skuespillere. Med Mom and Dad er vi, på trods af mit sure opstød omkring klipningen, heldigvis så heldige, at filmen udenom Cage rent faktisk er fabelagtigt underholdende. Mom and Dad har, på grund af dens skøre præmis, gennemførte stil og fandenivoldske skuespilpræstationer, potentiale til at blive en midnatsklassikker. Det er den hvert fald allerede blevet her i Filmkælderen!

På blu-ray skiven finder vi, ud over filmen, også en Q&A med instruktøren og skuespillerne. Den er optaget lige efter filmen blev vist, for første gang på filmfestivalen i Toronto. Den er kun lidt over 10 minutter lang og de fleste kommentarer fra publikum er ikke egentlige spørgsmål, men i stedet rosende ord om filmen og skuespillerne. Lidt tamt, men bestemt et kig værd, om ikke andet, så for at se Nicolas Cage i civil. Den mand er en rockstjerne!

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.