Lige da du troede det var sikkert at gå i vandet igen! - Et kig på hajfilm

"Just when you thought it was save to go back in the water..."

Det er sommer, og det betyder for mange sol, strand og for mig selvfølgelig også hajfilm! For mit vedkommende har det ikke været rigtig sommer, hvis jeg ikke har set mindst én hajfilm. I år er vi endda så heldige, at vi kan se en i biografen. Det bliver med den længe ventede filmatisering af Steve Altens roman The Meg, instrueret af National Treasure-instruktøren Jon Turteltaub. I den anledning vil vi her i Filmkælderen gennemgå et MEGET lille udsnit af de uendeligt mange film, denne finurlige subgenre har at byde på. Vi skal vidt omkring, men vi starter selvfølgelig ud med den uundgåelige:

De(n) ikoniske: Jaws-serien (1975-1987)

Den ikoniske plakat til den første Jaws

Steven Spielbergs Jaws – eller Dødens Gab – er en milepæl i filmhistorien. Ikke nok med, at det er én af de bedste film nogensinde lavet, så har filmen også – med sin brede udgivelsesstrategi og sin ikoniske markedsføring – æren af at have startet trenden med sommerblockbusters, som vi stadig kender den i dag. Idéen med direkte fortsættelser var i Hollywood ret ny i 70’erne. Men med den enorme succes Jaws fik, var det næsten uundgåeligt. Det resulterede i tre fortsættelser. Alle sammen ringere end den forrige. Når det så er sagt, så vil jeg gerne lige slå et ekstra slag for Jaws 2 (1978), instrueret af franskmanden Jeannot Szwarc. Det er dén af fortsættelserne, som kommer tættest på stemningen og magien fra den første film. Den nyder også godt af at have stort set det samme hold, både foran og bag kameraet, på nær Spielberg selvfølgelig. Især John Williams score til Jaws 2 er virkelig charmerende. Musikken har denne gang en mere barnagtig og naiv stil, som passer perfekt til filmen, som denne gang omhandler en gruppe teenagere til søs. Jeg er en sand sucker for underdog-fortællinger og Jaws 2 ER i sandhed en underdog, som fortjener at blive set af mange flere og med mere positive briller!

Jaws 3-D  er derimod dødkedelig og er notorisk kendt for sine fæle effekter. Jaws: The Revenge er ikke meget bedre, men den har dog en vis underholdningsværdi med dens vanvittige præmis om en haj, som har set sig sur på familien Brody og forfølger dem til Bahamas.

Den underholdende: Deep Blue Sea (1999)

Deep Blue Sea er nok den mest kendte hajfilm, udover Jaws. Den kom også på det helt rigtige tidspunkt. Efter fiaskoen med de senere Jaws-film producerede Hollywood stort set ikke nogen hajfilm. Men efterhånden som Jurassic Park-filmene viste hvor langt man var kommet med de computergenererede effekter, var det som om, man fik blod på tanden til endnu engang at kaste sig over creature-features i Hollywood. Det medfødte ret kiksede, men underholdende, film som Anaconda (1998), Lake Placid (1999) og så selvfølgelig hajfilmen Deep Blue Sea, iscenesat af Renny Harlin. Filmen er spækket med glimrende skuespilpræstationer, vanvittige og morsomme scenarier og et par gedigne chokeffekter. Filmen skal også have credit for sine flotte special effects. De fjernstyrede mekaniske hajer er blandt de flotteste animatronics, jeg nogensinde har set.

Blake Lively vs. haj i The Shallows

Den overraskende: The Shallows (2016)

Hajfilm de seneste år har været forbundet med åndssvage SyFy Channel tv-film i form af Sharknado-serien og dens medsammensvorne. Men i sensommeren 2016 skete der noget. Den spanske instruktør Jaume Collet-Serras film The Shallows var nemlig alt andet end en billig b-film med over-the-top scenarier (Udover slutningen måske...). Det er en intens og simpel historie om en surfer (Spillet eminent af Blake Lively), der efter et hajangreb strander på en klippe langt fra kysten. The Shallows er med sin spilletid på lige under halvanden time, en sand knaldperle af en film. Enkel i dens fortælling og fremragende og opfindsomt udført. Netop derfor fortjener filmen en plads blandt de bedste i genren.

Den Italienske: The Last Jaws (1981)

I 80’erne var det som om, at den italienske genrefilmsindustri lige så stille var begyndt at give op. Hvor de tidligere havde genopfundet western- og kriminalfilmen, var de nu forfaldet til bare at kopiere tidens populære Hollywood-film. Dette var naturligvis også tilfældet med Jaws. Manden bag The Last Jaws, var den effektive action-instruktør Enzo G. Castellari. Filmen har næsten samme plot som den originale Jaws fra 1975, men er dog uden den samme charme. Men hvad den mangler i charme, gør den op for i kitsch og splat, og det er dét, der gør den til en sand fornøjelse at se! En lille bonusinfo: I nogle lande blev The Last Jaws rent faktisk markedsført som en officiel fortsættelse til Steven Spielbergs klassiker!

Blue Water, White Death plakat

Den virkelige: Blue Water, White Death (1971)

Vi kan ikke snakke om film om hajer uden også at have en dokumentarfilm med. Én af de bedste af dem er Peter Gimbel og James Lipscombs film Blue Water, White Death. I den følger vi Ron og Valerie Taylor og deres crew i deres jagt på den store hvide haj. Selvom filmen er en dokumentarfilm, så er den mindst lige så nervepirrende og intens som de andre film, jeg har nævnt, hvis endda ikke mere! Undervandsoptagelserne af hajerne er noget af det flotteste, jeg har set, og det var ikke kun mig der var imponeret; Ron og Valerie Taylor blev nemlig hyret til at stå for optagelserne af de ægte hajer til den originale Jaws et par år efter denne film.

Den værste: Jurassic Shark (2012)

Jeg har en kammerat, som efter en tur til London have købt en souvenir med hjem til mig. Det skulle han virkelig ikke have gjort... Han havde nemlig købt Jurassic Shark på DVD. Tanken var da også sød. Han vidste, at jeg både var glad for hajer og dinosaurer, men… Jurassic Shark er blandt de mest amatøragtige film, jeg nogensinde har set udgivet på en kommerciel DVD. Skuespil, effekter, lyd og lys er alt sammen på niveau med noget en gruppe venner, uden forståelse for film, smækker sammen i en skoleferie. Hvis du endnu ikke har set den, så lad endelig være, men hvis du tør så prøv at se nogle klip fra den på YouTube, men sig ikke, at du ikke var advaret!

Den nyeste: The Meg (2018)

"Pleased to eat you!"

Her til august kommer så The Meg. Det nyeste skud på stammen af hajfilm. Denne gang er det den forhistoriske haj Megalodon, som spreder skræk og rædsel på strande og i havet. Oprindeligt var det Hostel-instruktøren Eli Roth, som var tilknyttet projektet, men han insisterede på en R-rating (Forbudt for børn), og det ved vi jo godt er umuligt for en stor Hollywood-film. På rollelisten ser vi blandt andet Jason Statham, Ruby Rose og Rainn Wilson, så alt tyder på, at der er lagt i ovnen til en dum actionfilm med et glimt eller to i øjet. Måske lidt ala Deep Blue Sea. Om det så bliver en ligeså underholdende tur i biografen, som vi havde for to år siden med The Shallows, må tiden vise. Jeg skal hvert fald nok være at finde i biografen!

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.