Til dette års Blodig Weekend var der to skoleeksempler på rape/revenge-film på programmet. Den ene var den svenske klassisker Thriller: A Cruel Picture (1973) med Christina Lindberg i hovedrollen som den stumme hævner med klap for øjet. Den anden var den spritnye franske Revenge instrueret af Coralie Fargeat, som nu er aktuel på DVD og streaming.
Jen ankommer til sin kærestes feriehus i ørkenen
Hævn har alle dage været et dramaturgisk værktøj i fiktionen. Det er den ultimative motivation. Rape/revenge-film er en genre mange forbinder med 70’ernes exploitationfilm. Det er også i 70’erne, at man finder nogle af de bedst kendte film i genren. Disse film, som hellere end gerne viser voldtægten grafisk, er ofte udsat for kritik fra diverse grupper i samfundet. Men kigger man dybere end de ubehagelige voldtægtsscener, så gemmer denne genre netop på en stærk bemyndigelse af kvindekønnet. I stedet for at søge hjælp hos autoriteterne (læs mænd...), tager kvinden i stedet sagen i egen hånd og agerer både dommer og bøddel overfor de barbariske og ulækre mænd.
Revenge er på mange måder en rape/revenge film helt efter bogen. Filmen åbner med den pumpede Richards (spillet af Kevin Janssens) ankomst til sit feriehus. Med sig har han sin unge, smukke elskerinde Jen spillet af Matilda Lutz. Senere dukker hans to kammerater Stan (Vincent Colombe) og Dimitri (Guillaume Bouchède) op. Efter en vild velkomstfest vågner Jen op næste morgen alene i sengen. Richard er ikke hjemme, og Jen er nu alene i huset med de to kammerater, som begge har et lidt for godt øje til hende. Setuppet er klassisk, men Revenge byder alligevel på en del overraskelser undervejs, som jeg ikke vil røbe her.
Nogle af tidens bedste horrorfilm er produceret i Frankrig, og Revenge er ingen undtagelse. Coralie Fargeat har instrueret en film, som på en og samme gang er enormt smukt og rigtig ubehagelig. I en genre, som er så bundet op på en bestemt struktur (voldtægt og derefter hævntogt) er der langt mellem de virkelig gode film. Men Revenge forstår at underholde – både på grund af de små overraskelser, men i endnu højere grad på grund af det gedigne håndværk.
Filmen er dødlækker at se på og der er mange visuelle genisteger. Blandt andet med stockfootage af vilde dyr, som ville gøre selv Lars von Trier misundelig. Musikken er produceret af den franske Rob, som også stod bag soundtracket til den hæderlige genindspilning af William Lustig-klassikeren Maniac (1980/2012). De tunge elektroniske toner står hamrende godt til filmens billedside.
Derudover er filmens sidste halve time noget af det mest voldelige, jeg længe har set, og den får ikke for lidt med teaterblodet.
Jen på hævntogt!
Matilda Lutzs karakter Jen og hendes transformation fra voldtægtsoffer til hævntørstig fugl Fønix er ekstremt godt skruet sammen, og man er med hele vejen, også selvom filmen indeholder nogle scenarier, man ikke ligefrem kan kalde virkelighedsnære. Filmen leger nemlig enormt meget med det overdrevne, og den er på ingen måde realistisk. Det er heller ikke noget den stræber efter. Det hele er en dybt stiliseret og visuelt imponerende fantasifortælling af mytologisk karakter og fremstår mest af alt som et stærkt feministisk manifest.
Filmen er udsendt på DVD i Danmark af Another World Entertainment. Udgivelsen indeholder intet ekstramateriale ud over en trailer og et stillgalleri. Filmen er ikke udkommet på blu-ray herhjemme, hvilket virkelig er en lang næse til de danskere, som stadig nyder at købe film på fysiske medier. Næsen bliver endnu længere, når man finder ud af, at selvsamme selskab har udgivet filmen på blu-ray i Norge uden danske undertekster. Det er en ommer!
Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.
Kommentarer
Send en kommentar