En hyldest til biografoplevelsen!

”Film skal ses i biografen” sådan lød det fra Ole Michelsen, når kan rundede sit filmprogram Bogart af på Danmarks Radio. Det kan han have ret i. Men i en tid, hvor enhver dansker har abonnement på op til flere streamingtjenester, tror jeg, at mange glemmer biografen og den særlige stemning, der hører med. Der er kæmpe forskel på at sidde i toget på vej til/fra skole/arbejde med høretelefoner i computeren eller telefonen og så at sidde i en mørk biograf med et stort lærred og et godt lydsystem. Selvfølgelig tager folk stadigvæk i biografen, men det er tydeligt at se på tilskuertallene, at de film, der sælger flest billetter primært er de store teltpæle fra Hollywood. Især Marvel-filmene – som der bliver spyttet tre/fire stykker ud af om året – er voldsomt populære. Med det antal fristes man næsten til ikke at kalde dem for film, med i stedet episoder i en tv-serie. Jeg undskylder, hvis du er fan af disse "film", men der findes altså andet end Marvel og Star Wars i biograferne. (Jeg lover ikke at komme med flere sure opstød i resten af indlægget!)

Prince Charles Cinema viser alt ligefra The Room til Kubrick

Den sidste uges tid har jeg haft fire, mere eller mindre, fantastiske biografoplevelser. I sidste uge var jeg på en lille ferie i London med en kammerat, og vi fandt heldigvis tid til at besøge et par af Londons mange biografer. Den mest interessante var Prince Charles Cinema, som ligger lige ved siden af Chinatown i den indre by. Biografen specialiserer sig i genrefilm, kult og kitsch. Derudover viser de også få nye film og har ofte specialvisninger af klassikere, blandt andet på 35mm og 70mm. Da vi besøgte den viste de for eksempel det spritnye 70mm kopi af Stanley Kubricks mesterværk 2001: A Space Odyssey (1968). Den sprang vi dog over til fordel for en 35mm kopi af den enormt undervurderede Joel Schumacher film Falling Down (1993) med en eminent Michael Douglas i hovedrollen, som den psykopatiske og aggressive De-fens. Filmen blev introduceret af Rebecca Nicole Williams fra The Celluloid Sorceress, som blandt andet satte filmen ind i et større politisk perspektiv, både med forbindelser til optøjerne i Los Angeles i 1992, men også til nutiden med white-male aggression-fænomenet og politisk korrekthed. Williams insisterede på, at Schumacher var ”woke before woke” og henviste blandt andet til filmens repræsentationer af minoriteter. Efter introduktionen blev der vist en række gamle biograftrailers for andre af Schumachers film. Skønt!
Dagen efter tog vi igen i Prince Charles. Vi kunne simpelthen ikke få nok! Denne gang stod den på en 30 års jubilæumsvisning af Michael Lehmanns kultklassiker Heathers (1988). Det er én af mine absolutte yndlings 80’er komedier og det var skæppeskønt at se den på det store lærred. Hvis du ikke har set filmen, så er du i den grad gået glip af noget stort, og jeg snakker ikke kun om skulderpuderne og håret. Heathers er et genialt mix af teenageangst, vold og vanvittige replikker. ”Fuck me gently with a chainsaw!” springer især i ørene! Er man ikke lige klar på filmens univers og syrede plot, kan den godt virke mystisk, men er man åben over for filmen, gemmer der sig én af de 80'ernes sjoveste film. Da vi så den var biografsalen fyldt til randen og publikum var med hele vejen og grinte højlydt. Det var skønt at opleve.

Movies, Mochas & Martinis - GENESIS har det hele!

Vi boede også næsten lige ved siden af en anden biograf i London, så den skulle vi naturligvis også besøge. Biografen hed GENESIS og lå i Mile End-området i London. Biografen var udstyret med bar, madbod og en kaffebar kaldet ”Grindhouse”, hvilket er et ret genialt navn. Der var nu ikke meget grindhouse over selve biografen, da det hele fremstod nyt og lækkert. Filmen vi valgte at se var den premiereaktuelle haj-film, The Meg med det engelske nationalklenodie Jason Statham i hovedrollen. Det var ikke nogen videre ophidsende film, og vi blev begge en smule skuffede. Vi blev hvert fald hurtigt enige om, at de må have ramt lidt siden af på tastaturet, da filmen tydeligvis skulle have heddet The Meh. Men selve oplevelsen og biografen var der ikke en finger at sætte på. Så er man i London, kan det i den grad også anbefales at besøge GENESIS-biografen. 

Men nu er det altså ikke kun i London, at man kan få ekstraordinære biografoplevelser. I lørdags tog jeg et smut i Nordisk Film Biografer i Imperial og så David Leans udødelige klassiker Lawrence of Arabia (1962) på 70mm. Det var en kæmpe oplevelse, og selvom jeg kæmpede lidt med trætheden efter lige at være kommet hjem fra London natten før, så holdt jeg ud til den bitre ende af den fire timer lange film. Af se en film fra en rigtig filmrulle er bare en helt særlig oplevelse. Farverne er flottere og mere naturlige end de digitale kopier, som stort set alle biografer kører med i dag. Tilslut skal det nævnes, at jeg har en fetish for ridser og støvkorn, så er filmrullet lidt slidt, er det endnu bedre!

Jeg håber, at jeg med dette indlæg har inspireret dig til at logge ud af Netflix og besøge din lokale biograf – eller endnu bedre – besøge nogle nye biografer, du ikke har været i før. Det er sundt for både krop og sjæl! Hvad end det er nye film eller gamle travere, så gør film sig det bedst i en biograf. Jeg vil især anbefale, at man holder et vågent øje med Faces in the Dark-festivalen i Husets Biograf i København, som viser klassiske exploitation og genrefilm på originale 16mm og 35mm filmruller!

Derudover viser Nordisk Film Biografer Sam Raimis The Evil Dead (1981) i deres biografer til Halloween, så det er jo oplagt, at tage en tur i biffen der!

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.