Gå videre til hovedindholdet

Syv flotte plakater til samlingen

Nogle siger, at det bedste ved at være samler er selve jagten. Det er jeg delvist enig i, men det er altså ekstra lækkert, når man så endelig rammer en lille guldåre. Det skete netop for mig, da jeg besøgte mit favoritantikvariat i midten af Odense.

Derinde lå der nemlig en stak danske biografplakater (og enkelte videoplakater). Stakken var stor, og hvis min pengepung havde været til det, var jeg kommet hjem med ENDNU flere. Men jeg begrænsede mig, og det blev derfor til syv plakater i alt:


Det Beskidte Dusin/The Dirty Dozen (1967, Instrueret af Robert Aldrich):


Det Beskidte Firkløver/One Down Two To Go (1982, Instrueret af Fred Williamson):


Djævelsk Terror/Race with the Devil (1975, Instrueret af Jack Starrett):


Fort Humboldt/Breakheart Pass (1975, Instrueret af Tom Gries):


Hvem Siger vi er Engle/Noi non Siamo Angeli (1975, Instrueret af Gianfranco Parolini aka Frank Kramer):


Og sådan gør vi/Kär-lek, så gör vi: Brev till Inge og Sten (1972, Instrueret af Torgny Wickman):


Også Engle Spiser Bønner/Anche gli Angeli Mangiano Fagioli (1973, Instrueret af Enzo Barboni aka E.B. Clucher):


Alt i alt er jeg godt tilfreds med høsten. Især Det Beskidte Dusin og Djævelsk Terror plakaterne er jeg rigtig glade for.

Videoplakaten til Fred Williamson-filmen Det Beskidte Firkløver er også ret cool. Jeg fandt et biograf-kit med interviews og lobbykort til selvsamme film til dette års Blodige Weekend, så det er efterhånden en lille fin samling, jeg har fra den film.

Den mest interessante er dog plakaten til 3D(!)-filmen Og Sådan Gør Vi. Filmen er en svensk "dokumentarfilm" instrueret af manden bag sexkomedien Ih, Det Var Dog Den Stiveste! (1970), som har Dirch Passer i en lille rolle, og Christina Lindberg klassikeren Anita: En Ung Nymfomans Dagbog (1973). Uff!

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.




x

Kommentarer

  1. Der er nu noget særligt ved danske plakater, og Djævelsk terror er faktisk en bedre film end man umiddelbart skulle tro. Jeg ejer ikke mange danske, dog arvede jeg et par af min fars, deriblandt Vestens hårde halse, hvilket er en tåbelig titel til Leones mesterværk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtigt! Djævelsk Terror er en fremragende film!

      Jeg har nu altid synes godt om den danske titel til Once Upon a Time in the West. :)

      Slet
  2. Ja, gamle danske titler til udenlandske film, er jo et underholdende emne i sig selv.

    SvarSlet
  3. @ Henrik; Vestens hårde halse-plakaten er faktisk ganske interessant, ej heller billig, da den tilhører biografpremieren i '70... Der version som blev vist der var det såkaldte Paramount Cut som manglede ca. ½ time i forhold til den internationale version vi kender idag... og efter hvad jeg véd, så eksisterer den forkortede version ikke mere!
    I '76 fik den så re-premiere i den version som vi kender idag og man bruge atter samme layout til plakate, dog med den ændring at titlen 'Vestens hårde halse' blev døbt tilbage til 'Once Upon a Time in the West'
    /H-J

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Anmeldelse: Death Wish - En Mand Ser Rødt (2018)

I 1974 slap Michael Winner en hævntørstig Charles Bronson løs i New York. Det gjorde han med filmen Death Wish, baseret på en roman af Brian Garfield. Filmen var – trods blandede anmeldelser – en international succes og fastslog Bronson som et amerikansk nationalklenodie. Filmen banede vejen for ikke mindre end fire efterfølgere. Nu er tiden kommet til den uundgåelige genindspilning. Selvtægtsfilm var utrolig populære, da Winners original udkom, og de har med sporadiske mellemrum poppet frem på biograflærredet lige siden. Setuppet i denne opdaterede udgave af Death Wish er nogenlunde det samme som i originalen. Paul Kersey (denne gang spillet af Bruce Willis) lever idyllisk liv med sin kone (Elisabeth Shue) og teenagedatter (Camila Morrone) i Chicago. Det varer dog ikke længe før idyllen brydes. I forbindelse med et indbrud bliver konen brutalt myrdet, og datteren ender i koma (Hun spares dog for at blive voldtaget, som det ellers var tilfældet i originalen). Denne episode fungerer s...

Reportage: Skrækfest 2018

I denne uge blev den allerførste Skrækfest afholdt her i Odense, og nakkehårene er efterhånden begyndt at lægge sig efter seks dage i skrækkens tegn. Selv deltog jeg i et par af arrangementerne. Om onsdagen var der Dario Argento-aften i Borgernes Hus, da den karismatiske italienske journalist Davide Eskelund Rota holdt oplæg om Italienske horrorfilm og psykedeliske horrorsoundtracks. Aftenens film var giallo-klassikeren Deep Red (1975), som blev vist i den komplette udgave på lidt over to timer. Personligt er jeg faktisk mere til den klippede amerikanske export-udgave, som jeg mener fungerer langt bedre. Filmen handler om klaverunderviseren Marcus Dely og journalisten Gianna Brezzi, som efterforsker en række mystisk mord – alle med en uhyggelig vuggevise tilfælles. Filmen er fyldt til randen med blodige mord og vilde close-ups og med musikgruppen Goblin på lydsiden, var der ikke et øje tørt. Davide Eskelund Rota tegner og fortæller. Fredag stod i djævleuddrivelsens tegn, da Nordisk F...

Anmeldelse: Gestapo's Last Orgy (1977)

Exploitationfilm omhandlende nazister og deres forfærdelige forbrydelser mod menneskeligheden har ry for at være blandt de mest snaskede og provokerede film, der findes. Om man er enig i dette udsagn, er selvfølgelig op til en selv, men man kommer ikke uden om, hvor smagløse disse film næsten altid er. I disse – ofte italienske – nazisploitationfilm er det nemlig mere en regel end en undtagelse, at der skal mikses en masse scener med sex og nøgenhed ind i filmene. Dette er også tilfældet i Cesare Canevaris Gestapo’s Last Orgy – eller som den hed på dansk: Orgie i det Tredje Rige! De forstår at sælge filmen! Vi starter med lidt historie. Den italienske filmindustri var før i tiden præget af ”bølger”, hvor stort set hele Italien lavede den samme slags film. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet en del om spaghettiwesterns-bølgen i sluttresserne. At kalde de italienske nazi-film for en decideret bølge er måske for meget sagt, men der blev da produceret en lille håndfuld af dem inde...