Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Anmeldelse: Death Wish - En Mand Ser Rødt (2018)

I 1974 slap Michael Winner en hævntørstig Charles Bronson løs i New York. Det gjorde han med filmen Death Wish, baseret på en roman af Brian Garfield. Filmen var – trods blandede anmeldelser – en international succes og fastslog Bronson som et amerikansk nationalklenodie. Filmen banede vejen for ikke mindre end fire efterfølgere. Nu er tiden kommet til den uundgåelige genindspilning. Selvtægtsfilm var utrolig populære, da Winners original udkom, og de har med sporadiske mellemrum poppet frem på biograflærredet lige siden. Setuppet i denne opdaterede udgave af Death Wish er nogenlunde det samme som i originalen. Paul Kersey (denne gang spillet af Bruce Willis) lever idyllisk liv med sin kone (Elisabeth Shue) og teenagedatter (Camila Morrone) i Chicago. Det varer dog ikke længe før idyllen brydes. I forbindelse med et indbrud bliver konen brutalt myrdet, og datteren ender i koma (Hun spares dog for at blive voldtaget, som det ellers var tilfældet i originalen). Denne episode fungerer s
Seneste opslag

Reportage: Skrækfest 2018

I denne uge blev den allerførste Skrækfest afholdt her i Odense, og nakkehårene er efterhånden begyndt at lægge sig efter seks dage i skrækkens tegn. Selv deltog jeg i et par af arrangementerne. Om onsdagen var der Dario Argento-aften i Borgernes Hus, da den karismatiske italienske journalist Davide Eskelund Rota holdt oplæg om Italienske horrorfilm og psykedeliske horrorsoundtracks. Aftenens film var giallo-klassikeren Deep Red (1975), som blev vist i den komplette udgave på lidt over to timer. Personligt er jeg faktisk mere til den klippede amerikanske export-udgave, som jeg mener fungerer langt bedre. Filmen handler om klaverunderviseren Marcus Dely og journalisten Gianna Brezzi, som efterforsker en række mystisk mord – alle med en uhyggelig vuggevise tilfælles. Filmen er fyldt til randen med blodige mord og vilde close-ups og med musikgruppen Goblin på lydsiden, var der ikke et øje tørt. Davide Eskelund Rota tegner og fortæller. Fredag stod i djævleuddrivelsens tegn, da Nordisk F

Anmeldelse: Gestapo's Last Orgy (1977)

Exploitationfilm omhandlende nazister og deres forfærdelige forbrydelser mod menneskeligheden har ry for at være blandt de mest snaskede og provokerede film, der findes. Om man er enig i dette udsagn, er selvfølgelig op til en selv, men man kommer ikke uden om, hvor smagløse disse film næsten altid er. I disse – ofte italienske – nazisploitationfilm er det nemlig mere en regel end en undtagelse, at der skal mikses en masse scener med sex og nøgenhed ind i filmene. Dette er også tilfældet i Cesare Canevaris Gestapo’s Last Orgy – eller som den hed på dansk: Orgie i det Tredje Rige! De forstår at sælge filmen! Vi starter med lidt historie. Den italienske filmindustri var før i tiden præget af ”bølger”, hvor stort set hele Italien lavede den samme slags film. Her på bloggen har jeg tidligere skrevet en del om spaghettiwesterns-bølgen i sluttresserne. At kalde de italienske nazi-film for en decideret bølge er måske for meget sagt, men der blev da produceret en lille håndfuld af dem inde

Anmeldelse: Foxy Brown (1974)

"She's brown sugar and spice but if you don't treat her nice she'll put you on ice!" -En af filmens mange skønne taglines. Snappy rim var et klassisk greb i markedsføringen af blaxploitation film i 70'erne. Jack Hill er en af de bedste exploitation-instruktører. Med film som Spider Baby (1967), The Big Bird Cage (1972) og Switchblade Sisters (1975) på CV’et behøver jeg vist ikke sige mere. Men det vil jeg nu gøre alligevel. For udover de førnævnte film er Hill især kendt for sine hårdtslående blaxploitationfilm Coffy (1973) og Foxy Brown, begge med den skønne Pam Grier i hovedrollen. Den sidste af de to blev mandag den 3. september vist i Cinemateket i København. Plottet i Foxy Brown er lige til at gå til. Browns kæreste bliver brutalt myrdet, og hun vælger derfor at gå undercover som prostitueret for at få fat på bagmændene. Men som i alle gode blaxsploitationfilm er der selvfølgelig ikke "bare" tale om en lille ussel forbryderbande. Forbrydelsen

Anmeldelse: Violent City (1970)

"The hole city is full of blood and violence. But you only see it when you’re with me.” Denne replik bliver ytret af Bronsons karakter i italienske Sergio Sollimas eurocrime-thriller Violent City, men den kunne egentlig være taget ud af hvilken som helst Charles Bronson-film. For hvor Bronson befinder sig, er der altid vold og ondskab. Det er som en forbandelse for ham.  Som Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff så smukt skriver i deres enestående hyldestbog til Charles Bronson, En Engel af Sten fra 2015: ”Verden er befolket med ondsindede personer. Det ved Bronson. De er den del af hans liv. Han har mødt dem og set – og følt – den smerte, de påfører andre.” Filmens italienske plakat I Violent City spiller Bronson ex-lejemorderen Jeff Heston, som på en ferie pludselig bliver opsøgt af gamle kollegaer, som desværre ikke kommet for at hyggesnakke. Mødet ender ud i en af de bedste biljagter i italiensk film. Med sig på ferie har Heston sin nye kæreste Vanessa (spillet af Bronsons