"She's brown sugar and spice but if you don't treat her nice she'll put you on ice!"
-En af filmens mange skønne taglines. Snappy rim var et klassisk greb i markedsføringen af blaxploitation film i 70'erne.
Jack Hill er en af de bedste exploitation-instruktører. Med film som Spider Baby (1967), The Big Bird Cage (1972) og Switchblade Sisters (1975) på CV’et behøver jeg vist ikke sige mere. Men det vil jeg nu gøre alligevel. For udover de førnævnte film er Hill især kendt for sine hårdtslående blaxploitationfilm Coffy (1973) og Foxy Brown, begge med den skønne Pam Grier i hovedrollen.
Den sidste af de to blev mandag den 3. september vist i Cinemateket i København.
Plottet i Foxy Brown er lige til at gå til. Browns kæreste bliver brutalt myrdet, og hun vælger derfor at gå undercover som prostitueret for at få fat på bagmændene. Men som i alle gode blaxsploitationfilm er der selvfølgelig ikke "bare" tale om en lille ussel forbryderbande. Forbrydelsen er nemlig kun en lille brik i et langt større komplot, og hendes egen bror har sågar en finger med i spillet!
Filmen skulle oprindelig have været en efterfølger til den succesfulde Coffy fra året før, men studiet (American International Pictures) valgte i sidste øjeblik at ændre dette. Det kan dog tydeligt mærkes, at filmen var tænkt som en efterfølger. Pam Griers karakter er nemlig stort set den samme som i Coffy, bare med nyt navn. Instruktør Jack Hill formår dog alligevel at skabe en film, som på alle måder kan stå på egne ben og som faktisk overgår forgængeren. Foxy Brown er et skoleeksempel på en 70’er blaxploitationfilm. Den er fyldt med lækker og funky soul musik (fremført her af Willie Hutch), masser af afrohår og flotte tidstypiske kostumer. Foruden de klassiske genre-klicheer, så leger filmen også med elementer fra rape/revenge genren. Alle ved desuden, at de bedste exploitationfilm skal indeholde mindst én scene med kastration. Også dét lever Foxy Brown!
Man keder sig ikke ét sekund i Grier og co. selskab. Dette skyldes primært Jack Hills sans for at orkestrere en voldelig og tilfredsstillende fortælling med hævn og forløsning. Man sidder bogstaveligt talt og hepper og klapper under filmens klimaks. Det er simpelt, og det er set før, men når man for alvor holder af karakteren, og det samtidig udføres på en kompetent måde, så virker det altså bare!
Jack Hills film kan karakteriseres som hurtige, billige og FANDENS effektive, og Foxy Brown er INGEN undtagelse. Spilletiden på lige omkring halvanden time flyver afsted. På den korte spilletid når han sågar også at få flettet et bar-slagsmål på en lesbisk beværtning ind i plottet, ligesom den militante gruppe Black Panthers også kigger forbi hen imod filmens slutning. På trods af den – på papiret – meget seriøse historie er filmen fyldt med humor, og man griner ofte højlydt af de mange oneliners og bizarre situationer.
Rent skuespilmæssigt er det, hvad man kan forvente af en lavbudgets exploitationfilm. Udover den altid karismatiske Pam Grier, vil jeg især fremhæve den kvindelige skurk spillet af Kayhyn Loder. Hun spiller dejlig overdrevet og er enormt underholde at følge. Især hendes ikke-gengældte kærlighedsforhold til en af sine håndlangere er mægtig morsomt. Slutningen på dette "forhold" er også et af filmens absolutte højdepunkter. Så har jeg vist ikke sagt for meget...
Foxy Brown er iskold!
Foxy Brown (og Coffy for den sags skyld) har sat sine tydelige spor på filmmediet. Filmene var nogle af de første med en kvindelig actionhelt i hovedrollen (og så var hun ovenikøbet også sort!). Det er også alment kendt, at Quentin Tarantino er kæmpe fan af Hill og Grier. Det ses nok mest tydeligt i hans ofte oversete Jackie Brown (1997). Mest åbenlyst er det, at Pam Grier spiller hovedrollen som den charmerende og handlekraftige Jackie i en rolle, som minder meget om hendes karakterer fra Hills film. Fonten (skrifttypen) i titelsekvensen er også ”tyvstjålet” fra Foxy Brown sammen med en række music-cues. Sid Haig, som for det meste er fast inventar i Hills film, spiller også en lille rolle som dommer i Tarantinos film. En noget mere behagelig karakter, end vi er vant til at se ham i.
Jeg genså (som tidligere nævnt) Foxy Brown i Cinemateket. Filmen blev vist på en flot 35mm filmkopi og blev glimrende præsenteret af Steen Schapiro, som også introducerede publikum til blaxploitation-genren overall og viste klip fra en række film, blandt andet Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973). Introduktionen skulle oprindeligt være holdt af Informations kulturredaktør Katrine Yde, men hun var desværre blevet syg.
Forestillingen var en del af Cinematekets filmkavalkade ”B-film – Golden Days”, som kører resten af september. Andre film på programmet indbefatter Draculas Datter (1936), Mordets Melodi (1944), Diabolik - Pantertyven i Jaguar (1968) og mange flere. Hvis du ikke nåede at fange Foxy Brown på det store lærred, kan du tage det helt roligt. De viser den nemlig igen lørdag d. 8. september – dog uden introduktion.
Der skal til slut lyde en særlig tak til krykke-dansene Nicolas Barbano får at skaffe mig en billet til den japanske The Weather Woman (1996), som han skulle introducere efter Foxy Brown-visningen. Filmen var også en del af Golden Days-serien. Jeg kunne desværre kun nå hans oplæg, da jeg skulle på et tog tilbage til Odense. Men oplægget omkring japansk erotik og vejrpiger var virkelig interessant. Endnu engang tak for det og god bedring med benet!
Ja, jeg har selvfølgeligt filmen i min sorte samling, men bortset fra det har du selvfølgeligt helt ret, Jackie Brown er undervurderet og et resultat af en mesterinstruktør i topform. Jeg bliver aldrig træt af den.
SvarSlet