Anmeldelse: Brawl in Cell Block 99 (2017)

Vince Vaughn i sit livs rolle, som eksbokseren Bradley

Den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter S. Craig Zahler skabte stor opsigt med sin instruktørdebut Bone Tomahawk tilbage i 2015. Filmen kombinerede på intelligent vis den klassiske amerikanske western med den noget mere slibrige italienske tradition for kannibalfilm. Tænkt The Searchers (1956) møder Cannibal Holocaust (1980)! Hvis du endnu ikke har set den, kan den på det kraftigste anbefales. Brawl in Cell Block 99 er altså Zahlers anden spillefilm som instruktør og ligesom sin forgænger er der ikke sparet på volden, og det kan vi jo godt lide her i Filmkælderen!

Filmens flotte 70'er inspirerede plakat 

”Just when I thought I was out. They pull me back in!”

Som Al Pacino så fint pointerede det i Godfather Part III, så er det svært at leve et civiliseret liv, når man først har været i kontakt med det kriminelle miljø. Det er også tilfældet for Vince Vaughns småkriminelle eksbokser Bradley i Brawl in Cell Block 99. Samme dag som han mister sit mekanikerjob, finder han ud af, at hans kone Lauren (spillet af Jennifer Carpenter) har været ham utro gennem en længere periode. Mildt sagt, har han lidt af en lortedag. Bradley ender derfor tilbage i den kriminelle løbebane. Han begynder at arbejde for den skumle gangster Gil. Umiddelbart ser det dog ud til, at Bradleys nye tjans som narkokurerer, er lige hvad ham og fruen havde brug for. Bradley og Lauren flytter i en lækker villa og selve forholdet mellem dem går også bedre end nogensinde. De venter ovenikøbet et barn sammen. Fremtiden ser altså lys ud, men opsvinget i forretningerne gør Bradleys boss sulten efter mere. Efter et mislykket job med den nye farlige klient Eleazar, ender Bradley i politiets hænder og i sidste ende bag tremmer. I fængslet opsøges han af den skumle ”Placid Man”, spillet fremragende af Udo Kier, som har nogle foruroligende nyheder med til Bradley. Nyheder som tvinger Bradley til at træffe nogle svære valg, som enten får konsekvenser for ham selv eller for Lauren og deres ufødte barn...

Vi kender primært Vince Vaughn fra roller i fjollede amerikanske komedier. Men jeg skal love for, at han kan mere end at være sjov. Det er ikke første gang, vi ser ham i en seriøs rolle, men jeg kan ikke komme i tanke om en så intens og dramatisk rolle som her i Brawl in Cell Block 99. Hvis det her er begyndelsen på en ny retning for Vaughn, så hilser jeg den mere end velkommen! I rollen som Bradley viser Vaughn, at han – udover at kunne slå på tæven – også kan være følsom og hjerteskærende. Når det så er sagt, så vil filmen nok primært gå over i historien, som den hvor Vince Vaughn smadrer en hel bil, med de bare næver(!) Filmens øvrige skuespillere gør det også glimrende. Ud over Vaughn, gør især kultikonet og Miami Vice-skuespiller Don Johnson sig særligt bemærket som den onde og sadistiske fængselschef Warden Tuggs. Johnson har i de seneste år fået en lille, men fortjent, renæssance, især takket være Robert Rodriguez og Quentin Tarantino, som begge brugte ham i henholdsvis Machete (2010) og Django Unchained (2012).

Udo Kiers "Placid Man" har nogle makabre nyheder til Bradley 

Som nævnt tidligere, så spiller vold en kæmpe rolle i filmen, og ligesom det var tilfældet i Bone Tomahawk, så bygges der langsomt, men sikkert, op til et blodbad af et klimaks. Filmen er altså ikke for sarte sjæle. Det er i den forbindelse skønt at se, at der er gjort brug af praktiske effekter. Dette giver filmen det, jeg med mangel på et bedre ord, vil kalde for et ”Grindhouse feel”. Der er gjort brug af dukker, prosthetics og rigeligt med teaterblod. Dette giver de voldsomme scener en stoflighed, som man sjældent ser i moderne voldsfilm. Det er ikke kun de praktiske effekter, der sender tankerne tilbage til de glade 70’ere. Det gør de vanvittige idéer også. Især Udo Kiers karakter og den koreanske abortlæges planer er aldeles groteske. Man sidder vitterligt og tænker; hvem pokker finder dog på disse ting?! Det er fremragende!

S. Craig Zahler er af mange blevet sammenlignet med Quentin Tarantino. Det forstår man godt. De har begge en kæmpe kærlighed til, hvad kultureliten ville kalde, ”Den dårlige smag”, og de er ikke blege for at vise det. I modsætning til Tarantino, så er Zahles film næsten uden humor, og den humor der er er er voldsomt underspillet. Han tager filmen og dens historie for seriøst til at stoppe den med jokes. Det er også sjældent, man bliver virkelig følelsesmæssigt involveret i en Tarantino-film, som man Det gør det her. Det er med til at hæve Brawl in Cell Block 99 langt over gennemsnittet for actionfilm og placerer den blandt årets absolut bedste film.

Det ville i den grad pynte med lidt mere ekstra materiale

Filmen kom desværre aldrig i de danske biografer, hvilket var virkelig træls. Den er dog udkommet herhjemme direkte på en Nordisk blu-ray/DVD og selvfølgelig også digitalt. Jeg har selv set filmen på den britiske blu-ray udgivet af Universal, som også indeholder danske undertekster. Udgivelsen rummer også en kort making-of dokumentar, men den hæver sig desværre aldrig rigtig over det traditionelle skulderklapning-og-markedsførings-niveau, hvilket er lidt en skam.

Zahlers næste film, Dragged Across Concrete, står til at udkomme sidst på året eller næste år. Denne gang vender Vince Vaughn tilbage i selskab med ingen ringere end Mel Gibson. Ud fra filmens titel tyder det endnu engang på at blive et voldsomt blodigt bekendtskab. Jeg glæder mig hvert fald meget og krydser fingre for, at en dansk biografdistributør i mellemtiden har fået øjnene op for hvor fantastisk interessant en historiefortæller S. Craig Zahler er.
Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.