Fem gode portioner spaghetti - IKKE tilberedt af Sergio Leone

Sergio Leones mesterværk, Once Upon a Time in the West

Det er ingen hemmelighed, at nogle af de film vi holder mest af her i Filmkælderen er italienske westerns. Disse film, som i daglig tale kaldes ’spaghettiwesterns’, havde deres storhedstid i midten/slutningen af 1960’erne og døde stille og roligt ud op igennem 70’erne. De fleste har nok stiftet bekendtskab med genren gennem Sergio Leones Dollars-trilogi, som indbefatter A Fistful of Dollars (1964), For A Few Dollars More (1965) og The Good, The Bad and the Ugly (1966) – alle med Clint Eastwood i hovedrollen. Sergio Leones mesterværk er dog Once Upon a Time in the West fra 1968, som i mine øjne ikke bare en den ultimative spaghettiwestern, men også én af de bedste film nogensinde produceret. Den blev indspillet, da de italienske westerns var på sit højeste, og den giver en følelsen af, at alt hvad der end måtte komme i kølvandet på den kunne være lige meget. Dermed ikke sagt, at der – som jeg også nævnte i min anmeldelse af Arrows nye Sartana-boks – stadig rigtig mange interessante film i genren, hvis man gider at opsøge dem.

Historien om spaghettiwesterns startede for alvor i 1960’erne. Italien havde under den fascistiske Mussolinis ledelse i 2. verdenskrig været pålagt censur og havde derfor ikke adgang til vestlige film før efter krigen. Dette betød, at alle de klassiske amerikanske westerns fra 30’erne og 40’erne nærmest kom på én gang, og Italien blev bogstaveligt talt bombarderet med westerns. Og de elskede det! Hen imod slutningen af 50’erne var det som om, at amerikanerne selv havde fået nok af westerns , og der blev produceret markant mindre af slagsen. Genren fandt i stedet et nyt liv på amerikansk fjernsyn. I det noget fattigere Italien, hvor der stort set ingen ejede et fjernsyn, var befolkningen dog stadig sultne efter eventyr fra de amerikanske prærier. Italienerne tog derfor sagen i egen hånd og ikke nok med, at de fik stillet italienernes sult efter westerns, så formåede italienerne oven i hatten også at forny filmmediet med sine ubarberede antihelte, intense klipning og ikoniske musik.

Spaghettiwesterns er ofte blevet set ned på af filmhistorikere og kritikere og stemplet som tamme imitationer – enten af Leones mesterværker eller af de ”originale” amerikanske westerns. Der blev produceret over 500(!) italienske westerns i deres storhedstid, og det er korrekt, at langt de fleste ikke er værd at skrive hjem om, men en lille håndfuld af dem er fremragende film, som på mange områder fint kan måle sig med Leones mesterværker. I dette indlæg vil jeg fremhæve fem af mine personlige favoritter i genren, som altså vel og mærke IKKE er instrueret af Sergio Leone.

1. The Return of Ringo (1965)

Filmens japanske plakat

Denne film er egentlig efterfølgeren til A Pistol for Ringo, som udkom samme år. Det eneste de to film har tilfælles er dog, at skuespillerne og holdet bag stort set er identisk, og at hovedkarakteren hedder Ringo. Filmen er iscenesat af Duccio Tessari, som udover Ringo-filmene stod bag en lang række vellykkede genrefilm. Titlen; The Return og Ringo, refererer egentlig mere til soldaten Ringo (spillet endnu engang af Giuliano Gemma), som i filmen vender hjem fra den amerikanske borgerkrig, kun for at finde ud af, at en mexicansk bande har overtaget magten i byen og ovenikøbet planlægger at gifte sig med Ringos kone, som de har bildt ind, at Ringo er faldet under krigen. Plottet er således tydeligt inspireret af  Homers Odyssé. Fortællingen i The Return of Ringo er ergo også meget opera-agtig og stopfyldt med patos. Filmen er et glimrende eksempel på en mere følsom western, end hvad genrens ellers ofte kan byde på, og man kan ikke andet end at få en lille klump i halsen hen imod filmens romantiske og forløsende slutning.

2. The Big Gundown (1966)

Et ikonisk øjeblik fra filmens åbningsekvens

Én af mine absolutte favorit film er Sergio Sollimas mesterværk The Big Gundown. Sergio Sollima er kendt blandt fans som ”Den Tredje Sergio”. Nummer ét er selvfølgelig Leone, mens nummer to er Corbucci (som bl.a. instruerede den originale Django). Sammen står de tre instruktører for nogle af de bedste spaghettiwesterns overhovedet, og i min bog er The Big Gundown fuldt ud på niveau med Leones film. Hovedrollen er spillet af den altid veloplagte Lee Van Cleef, som vi selvfølgelig kender var A Few Dollars More og The Good The Bad and the Ugly. Den karakteristiske og karismatiske amerikaner startede sin karriere i mindre biroller i amerikanske westerns, men det var først i Italien, at man så potentialet i ham som hovedrolleindehaver. I The Big Gundown spiller han John Corbett som hyres af en politiker til at indfange Cuchillo (spillet af Tomas Millian), som er mistænkt for at  have voldtaget og myrdet et barn. Filmen indeholder op til flere standoffs, der kan bryste sig af at være blandt genren bedste overhovedet. En stor grund til dette er Ennio Morricones intense og overvældende soundtrack.

3. Django Kill… If You Live, Shoot! (1967)

Et glimrende eksempel på de italienske westerns katolske rødder

Rygterne siger, at halvdelen af alle spaghettiwesterns er blevet udgivet et sted i verden med navnet ”Django” i titlen. Det er nok lidt en overdrivelse, men det giver et glimrende billede af hvor massiv en succes Sergio Corbuccis originale film fra 1966 var. Én af de film som blev lanceret som en Django-film var denne film instrueret af Guilio Questi. Filmen har ry for at være én af de mest sadistiske westerns nogensinde. Da filmen i sin tid udkom i Italien blev den endda gjort forbudt, men blev senere udgivet med over 20 minutter klippet ud! Endnu engang ses Tomas Millian i rollen som mexicansk bandit. Hans introduktion er som taget ud af en zombifilm, da han efter at være blevet begravet, langsomt kæmper sig op af en massegrav. Han er efter sigende blevet forrådt af sin bande, som er smuttet med det guld de lige havde ”erhvervet” sig. Man kan næsten kalde filmen for en horror-western, da den indeholder nogle af de mest grusomme scener genren har at byde på. Især scenen, hvor en gruppe grådige mænd graver løs i en endnu levende mand, som er blevet skudt med kugler lavet af guld, er især svær at fjerne fra nethinden.

4. The Great Silence (1968)

Klaus Kinski har aldrig været bedre

Hvis der er én film, som kan måle sig med sadismen i Django Kill… If You Live, Shoot!, så er det Django-instruktøren, Sergio Corbuccis The Great Silence. Filmen udspiller sig – i modsætning til de fleste andre westerns – i et sneklædt vinterlandskab. Dette skift i sceneri er med til at give filmen en helt særlig håbløs stemning. Her følger vi den stumme revolvermand (spillet af franske Jean-Louis Trintignant), som hyres af en enke til at dræbe de dusørjægere, som slog hendes mand ihjel. Særligt tyske Klaus Kinski i rollen som dusørjægeren Loco er fuldstændig nådesløs. Kinski har spillet med i et utal af spaghettiwesterns, men det er i The Great Silence, at han er bedst. Hans vanvittige og iskolde præstation er fuldt ud på niveau med hans bedste roller hos Werner Herzog, og kender man bare lidt til Kinskis vanskelige og maniske sind er det med til at give Loco-karakteren endnu et lag af skrupelløshed. Filmen er notorisk kendt for dens slutning, og selvom jeg ikke vil afsløre noget her, så har filmen én af de mest ubarmhjertige, overraskende og mildest deprimerende slutninger, jeg nogensinde har set. Endnu engang er det legenden Ennio Morricone, som leverer filmens melankolske og desperate musik. The Great Silence er Sergio Corbuccis ultimative mesterværk!

5. Four of the Apocalypse (1975)

En af genrens sidste, men også bedste film

I starten af 70’erne var det for alvor begyndt at gå ned ad bakke for de italienske western. Succesen med slå-på-tæven westernkomedier med Trinity-brødrene (Bud Spencer og Terence Hill) i front betød, at mange havde svært ved at tage genren særlig seriøst længere. Udover parodi-filmene var man også begyndt at fylde filmene med vanvittige gimmicks. En af de mere underholdende af slagsen var western/kung-fu-filmene, som på så på eller mindre opfindsom vis blandede de ultra populære kung-fu-film med westerns. Omkring midten af 70’erne og frem var genren stort set død. Der er dog stadig enkelte perler at finde blandt disse ”tusmørke”-westerns. Den bedste af disse er – efter min mening – Lucio Fulcis Four of the Apocalypse. Fulci er nok mest kendt for sine rådne og klamme zombiefilm, men med denne film ser vi Fulci fra sin mere følsomme side. Fabio Testi, har hovedrollen som forbryderen Stubby, som sammen med tre andre fanger bliver sat fri af en korrupt sherif. På deres færd møder de den mexicaneren Chaco (endnu engang spillet af spaghetti-veteranen Tomas Milian). Ved første øjekast ser han ud til at være god nok, men de fire løsladte fanger kommer snart til at lære den ægte Chaco at kende. Four of the Aponalyse har, ligesom den første film på listen, hjertet på det rette sted. Filmens følsomme og kærlige portrættering af de fire udstødte, som ud over Stubby omfatter en gravid prostitueret, en sindsforvirret sort mand og en alkoholiker er både respektfuldt og rørende eksekveret.

Dette var så mine bud på fem gode italienske westerns. Der er mange andre rigtig gode film derude, så det er bare at komme i gang! Et godt sted at starte er hjemmesiden The Spaghetti Western Database. Derinde er der oplysninger om alle filmene og især siderne med oversigter over de forskellige DVD og blu-ray udgivelser er guld værd! Et godt tip til køb af disse film er det tyske Amazon. Westerns og fysiske medier er stadig enormt populære i Tyskland, og de udgiver ofte nogle utrolig lækre udgivelser. Man skal bare lige være opmærksom på om der er engelsk tale/tekst på de film man køber, hvis man - ligesom jeg – ikke fulgte helt så godt med i tyskundervisningen i skolen.

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.