Fem fuldtræffere fra maestro Ennio Morricone

Den italienske filmkomponist Ennio Morricone (født 1928) har lavet musik til over 500(!) film og tv-serier. Han er nok bedst kendt for sine soundtracks til Sergio Leones storslåede spaghettiwesterns såsom The Good, The Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968). Mange har garanteret også stiftet bekendtskab med ham i forbindelse med hans arbejde på en række store amerikanske film. Her skal især fremhæves samarbejdet med Brian De Palmas, som blandt andet indbefatter mesterværkerne The Untouchables (1987) og Casualties of War (1989), og Quentin Tarantinos The Hateful Eight fra 2015, som indbragte italieneren sin første rigtige Oscar-statuette. Det var også på tide!

Men!

Med dette indlæg vil jeg forsøge at kradse lidt i overfladen og måske endda være så heldig at introducerer jer læsere for nogle soundtracks, som i måske ikke har hørt om før. Tre af numrene stemmer fra westerns. Selvom Morricone primært er kendt for sine soundtracks indenfor denne genre, så udgør de kun en meget lille brøkdel af hans samlede ovure. De to andre film på listen er derfor henholdsvis fra en italiensk kriminalfilm (giallo) og en naturen-går-amok-film. Bare for at vise, hvor alsidig han er.

1. The Return of Ringo (1965)

Mange spaghettiwesterns havde – udover et decideret score – ofte en iørefaldende titelsang sunget af en mere eller mindre kendt countrysanger. Dette var også tilfældet med de to Ringo-film instrueret af Duccio Tessari. Titelsangene til begge film blev sunget af flødebollen Maurizio Graf. Hans fløjlsbløde stemme sammen med en mere følsom og poppet side af Morricone passer rigtig godt sammen. Personligt holder jeg mest af soundtracket til den anden film i serien, The Return of Ringo. Derfor er det titelmelodien til dén, jeg her fremhæver:

2. The Big Gundown (1969)

Næste score er fra Sergio Sollimas fremragende spaghettiwestern The Big Gundown eller Manden med de Sorte Støvler, som den hed, da den i sin tid udkom i Danmark. Stilen er meget lig’ den til Leones westerns. Filmen er fyldt med mange ikoniske musikstykker, men jeg har valgt at dele nummeret La Resa Dei Conti (secoonda Caccia) med jer. Det er et nummer, der starter ud med en rå elguitar for derefter at slå over i et vildt trompet-stykke med tilhørende kor, som man ikke kan andet end at blive revet med af. Man får simpelthen lyst til at ride mod solnedgangen, når man hører dette stykke:

3. The Bird with the Crystal Plumage (1970)

Morricones arbejde inden for giallo-genren er næsten ligeså kendt som hans arbejde med westerns. Én af de mest kendte film i denne genre er Dario Argentos debut, The Bird with the Crystal Plumage. Musikken er decideret ubehagelig, og det anbefales derfor ikke at lytte til dette soundtrack på sin iPod, mens man går alene en mørk aften. Vokalen i temasangen er både barnlig og uskyldig, mens den samtidig er pisse klam og uhyggelig. Lyt selv efter, hvis du tør:

4. My Name is Noboby (1973)

Jeg sagde godt nok, jeg ville undgå musik fra Sergio Leones spaghettiwesterns, men My Name is Nobody er – som sådan – ikke en ”rigtigt” Leone-film. Selvom han både producerede, kom på historien og instruerede enkelte scener, så var det den talentfulde Tonino Valerii, som primært stod bag kameraet. My Name is Nobody er en westernkomedie fyldt med fart og tempo, og Morricones musik er ligeså. Udover filmens muntre titelmelodi, så er den også fyldt med klassiske Morricone-kompositioner, som minder meget om musikken til Once Upon a Time in The West. Derudover har Morricone også – meget fornemt – fortolket Wagners The Ride of the Valkyries:

5. Orca – The Killer Whale (1977)

Efter Steven Spielberg Jaws (1975) skete der et boom i film om vilde dyr, som pludselig fandt ud af, at mennesker havde været onde ved dem eller måske bare smagte godt. Mange af filmene var tarvelige efterligninger, men én af de mere vellykkede ”Jaws-ripoffs” var den amerikanske Orca – The Killer Whale, instrueret af Michael Anderson. Filmens score er meget anderledes fra Morricones mere avantgarde giallo- og westernstykker, og minder mere om et traditionelt stykke med højtbelagt Hollywood. Musikken er på én gang både majestætisk og melankolsk, og det passer perfekt til historien om en stor spækhugger på hævntogt mod den fisker, som dræbte dens mage og ufødte unge:

Det skal endelig ikke udelukkes, at jeg på et senere tidspunkt hiver fem andre soundtracks – enten fra Morricone eller en anden af mine yndlings komponister – frem i lyset. Men indtil da håber jeg, at jeg har inspireret jer lidt til at dykke – bare lidt – dybere ned i Ennio Morricones enorme bagkatalog.