Welcome to Jurassic Park!

På trods af blogbeskrivelsen, så er dette første indlæg knap så makabert. Vi starter, så at sige, lidt blødt ud. Vi skal nemlig tilbage til der hvor det hele startede. Det er derfor oplagt med et indlæg om én af de filmserier som har formet mig mest som filmseer. Jeg taler her om Jurassic Park-serien, som startede med Steven Spielberg tredobbelte oscarvinder i 1993. Jeg tænker, at jeg vil gennemgå de, i skrivende stund, fem film og mit personlige forhold til dem hver især. Jeg vil ikke lægge skjul på, at der er film i serien jeg holder mere af end andre. Men i stedet for at læse dette som en decideret anmeldelse, så se mere på det som et essay. Som da vores allesammen yndlings havemand Søren Ryge Petersen skrev sin kærlighedserklæring til hindbærsnitten. Dette er min kærlighedserklæring til Jurassic Park filmene, på godt og ondt, men mest på godt. Here goes:

Jurassic Park – Både forfra og bagfra

Alle kender historien om Jurassic Park. Den blev første gang fortalt i, den nu afdøde, Michael Crichtons spændingsroman fra 1990. Men det er især Steven Spielbergs filmatisering fra 1993, som ringer en klokke hos folk. Filmen har iøvrigt 25 års jubilæum i år. Selvom alle kender plottet, vil jeg lige gennemgå det én gang til for Prins Knud:

John Hammond har i al hemmelighed lejet den fiktive ø Isla Nublar, som i filmens univers ligger et stykke ud for Costa Ricas kyst. Her har han bygget en forlystelsespark/zoologisk have. Men det er ikke en park i traditionel forstand. Hammond og sit hold af forskere i InGen har nemlig fundet ud af, at man kan finde dinosaurus blod, og altså også DNA, i myg indkapslet i forstenet harpiks. På den måde kan de genskabe og klone de forhistoriske skabninger. Desværre er Hammond nødsaget til at invitere en gruppe eksperter til øen for at vurdere sikkerheden. Eksperterne indbefatter palæontologen Alan Grant, botanikeren Ellie Sattler og kaosteoretikeren Ian Malcolm. Sammen får de selskab af investorernes blodsugende advokat, Donald Gennero. Dette besøg sker på baggrund af en uheldig parkmedarbejder, som blev til Velociraptor-føde, da man forsøgte at flytte den nye store raptor ind i sit nye bur. Desværre går sikkerhedsinspektionen ikke som planlagt. Programmøren Dennis Nedry går bag Hammonds ryg ved at stjæle dinosaurus embryoer til InGens rivaliserende firma BioSyn (Det hedder de hvert fald i bogen) med Lewis Dodgson i spidsen. Og for at gøre dette, er han nødt til, at slå alt strømmen fra. Inklusiv den til de stødhegn som holder dinosaurerne inde i deres anlæg.

Det lyder umiddelbart ligetil, men Spielberg er en sand mester til at pakke menneskelige historier ind i store high-concept fortællinger og Jurassic Park er ingen undtagelse. Udover at være en moralsk fortælling om faren ved at lege Gud og forsøge at kontrollerer naturen, så er det i bund og grund en historie om et par (Alan og Ellie), hvor manden ikke er klar til at få børn, men som efter oplevelserne i parken skifter mening.

Jeg har nok ikke være mere end fire/fem år, da mine forældre kom hjem med den første Jurassic Park på VHS. Eftersigende skulle min mor have købt kassetten i Fakta(!) af alle steder. Det giver et glimrende billede af hvor massiv en film der her er tale om. Jurassic Park var over det hele. Det var 90’er børnenes Star Wars! Der var legetøj, tegneserier, videospil sengetøj, madkasser, penalhuse, ”You name it, we got it!”. Der var endda også tale om en tegnefilmsserie, som desværre blev droppet.

Første gang mine forældre smed den i videomaskinen, kiggede jeg spændt med fra siden. Det gik også glimrende den første time af filmen. Lige indtil Tyrannosaurussen brød ud og begynde at skabe panik. Der løb jeg i stedet ind på mit værelse og legede med mine små plastik dinosaurusser. De spiste nemlig ikke børn. I lang tid gik jeg altså og have hun set første halvdel af filmen. Men så en dag, måske et år senere, samlede jeg mig mod til at prøve at se den igen...

Mange kan pin pointe det tidspunkt i deres liv de enten blev forelskede første gang, eller måske det øjeblik de blev forhekset af den interesse, som kom til at følge den igennem hele livet. Jeg kan hvert fald tydeligt huske det punkt hvor min kærlighed til film startede. Den startede lige her.

De efterfølgende mange år var Jurassic Park obligatorisk baggrundsstøj når jeg enten sad og tegnede (selvfølgelig dinosaurusser) eller legede. Når filmen var slut, skulle båndet selvfølgelig spoles tilbage. Jeg havde dog ikke lært hvordan man automatisk satte båndet til at spole hurtigt tilbage, så det blev med pegefingeren trykket ind på Rewind-knappen og så sad jeg ellers bare og så hele filmen igen baglæns i hurtigt tempo. Jeg har sidenhen lært at spole et bånd hurtigt tilbage. Bare rolig! Jeg har nok, den dag i dag, set filmen flere hundrede gange, og ser den stadig jævnligt, dog ikke flere gange om dagen og slet ikke baglæns.

Om selve filmens betydning for filmhistorien, har jeg ikke rigtig noget at sige, som ikke er blevet sagt titusinder af gange før, men den er og bliver altså en milepæl. Det kan ikke diskuteres. Nok mest på grund af de banebrydende computereffekter. Men for mig er Jurassic Park ikke kun en milepæl i filmhistorien. Den er også en milepæl i historien om Christian.

The Lost World: Jurassic Park – Spielbergs oversete perle

Fire år skulle der gå før Steven Spielberg fulgte op på, hvad der i mellemtiden, var blevet den mest indbringende film nogensinde. Det blev gjort med efterfølgeren The Lost World: Jurassic Park fra 1997. Igen var filmen baseret på en roman af Michael Crichton.

Handlingen udspiller sig denne gang på en nærliggende ø til Isla Nublar, ved navn Isla Sorna. Efter en britisk families lille pige bliver angrebet af en flok compsognathuser bliver InGen sagsøgt af familien. Firmaet er i økonomiske vanskeligheder i forvejen og bestyrelsen vælger derfor at afsætte John Hammond som formand til fordel for hans mere skrupelløse nevø Peter Ludlow.
Hammond har siden sidste film indset, at idéen om en park ikke fungerer og arbejder nu i stedet for at bevare Isla Sorna (Som fungerede som rugeplads for parkens dinosaurusser) som et naturreservat, hvor dyrene kan leve i fred og ro. Planen er at sende et hold forskere til øen for at dokumenterer dyrene og på den måde påvirke offentligheds mening. Hammond får på snedig vis tvunget kaosteoretikeren Ian Malcolm til øen. Men da Malcolm og forskerne ankommer opdager de, at Peter Ludlow og InGen også er på øen, med et noget andet formål.

Vi kan ligeså godt få det slået fast. Jeg er The Lost World-advokat. Jeg er af den mening af Spielbergs anden film i serien er på niveau med den første. Filmen er Spielbergs eneste "rigtige" 2'er og med The Lost World har han lavet popcorn-underholdning, når det er aller bedst! Intet mere og intet mindre. Filmen har et perfekt skift i tone, som denne gang er meget mørkere i forhold til den første film. Nogle af Spielbergs bedste action sekvenser og set-pieces gemmer sig også i The Lost World. I flæng kan jeg nævne; InGen jægernes dinosaurus roundup, ”trailerne-ud-over-kløften"-scenen, raptorne i det lange græs og Tyrannosaurus hanens søgen efter sit afkom igennem San Diego.

Alt sammen er perfekt orkestreret og instrueret af en mere legesyg Spielberg, end den der instruerede den første film. Jeg kunne let se filmen få titlen som "en glemt perle", når vi i fremtiden ser tilbage på Spielbergs lange karriere. Det har den virkelig fortjent. Jeg bliver også nød til at nævne John Williams musik, som allerede i den første film var verdensklasse, dog tager jeg mig selv i at lytte meget mere til hans score til denne anden film i serien. Musikken er her præget af mere etniske undertoner og bongotrommer, som virkelig klæder filmens mørke junglebilleder.

Derudover har filmen én af det fedeste karakterer i hele serien, altså ud over Jeff Goldblums Ian Malcolm. Det er selvfølgelig den gentleman-agtige storvildtjæger Roland Tembo, spillet eminent af Pete Postlethwaite, som jeg her taler om. I det hele taget er karakterne i The Lost World ofte mere interessante og komplekse end i den første film. Ydermere er der mange ting som karakterer gør i en god mening, som ender med at skabe endnu mere kaos end hvad de prøvede at forhindre. For eksempel er det Greenpeace aktivisten Nick van Owen som er skyld i, at Tyrannosaurussen bliver indfanget og sluppet løs i San Diego. Alt sammen bare fordi han fjernede patronerne fra Rolands riffel(!) Det er guf for fans af kaosteori!

Apropos Roland og van Owen, så er karakterenes navne og rivaliseringen imellem dem, direkte inspireret af Warren Zevons sang; ”Roland the Headless Thompson Gunner”. Hvis du ikke kender den, så er den virkelig et lyt værd. Især hvis man er The Lost World-fan.

The Lost World var den første film jeg så i biografen, som ikke var en tegnefilm. Jeg var syv år gammel og ligesom den første blev VHS-båndet senere presset til det yderste af hvad en købskassette burde kunne holde til. Vi kunne i skolegården ikke vente til næste kapitel i den, i vores øjne, perfekte filmserie. Der skulle igen gå fire år før næste kapital landede i biffen. Det gjorde det i 2001 og vi stod selvfølgelig klar...

Jurassic Park III – Filmen uden klimaks

Steven Spielberg vendte desværre ikke tilbage i instruktørstolen til Jurassic Park III fra 2001. Jobbet gik i stedet til Joe Johnston, som udover at have lavet speciel effekter til Star Wars og Indiana Jones også havde instrueret en række familievenlige eventyrfilm. Bedst kendt er nok den originale Jumanji med Robin Williams. Filmen var også den første film i serien, som ikke var baseret på en bog af Michael Crichton. Crichton var dog i starten tilknyttet projektet, men hoppede fra da han simpelthen ikke kunne komme på en god nok historie. Plottet i Jurassic Park III er derfor meget anderledes end de to forrige film.

Palæotologen Alan Grant narres af maling -og flise forhandler Paul Kirby og hans ekskone til Isla Sorna for at hjælpe med at finde deres fælles søn, som efter en faldskærmsulykke er strandet på øen.

Bum! Så kort kan plottet til den tredje film i serien forklares. Eftersigende droppede man det oprindelige manuskript et godt stykke inde i for-produktionen på filmen. Det tror jeg var en dum beslutning. Plottet skulle oprindeligt have omhandlet Alan Grant undersøge nogle mystiske angreb på mennesker i Costa Rica, som eftersigende skulle være forsaget af dinosaurusser, som havde fundet vej til fastlandet. Det lyder i min bog som en meget mere interessant film!

På min families første Windows 98 computer kan jeg huske, at jeg sad og så pixelerede og hakkende trailers i RealPlayer. Ud fra trailerne var jeg solgt. Det så virkeligt spændende ud og jeg glædede mig som et lille barn, nok fordi jeg netop var et lille barn. Men…

Christian på nu 11 år blev for første gang skuffet over en biograftur. Filmen var overhovedet ikke hvad han havde håbet på. Hele filmens tone var på en eller anden mærkelig måde off. Allesammens yndlings dinosaurus, Tyrannosaurussen bliver slået ihjel 20 minutter inde i filmen, historien og karakterende var kedelige og man finder ud af, at Grant og Ellie slet ikke fik de børn sammen, som man ellers havde regnet med, efter den første film. (Life did NOT find a way for those two!)

Filmen var også pinligt kort. Hvis man skipper rulleteksterne, så er filmen kun omkring én time og tyve minutter, mens de tidligere film begge når at runde to timer. Dette gør at hvad man tror er filmens kerne, viser sig at være filmes slutning. Skide irriterende. Jeg tror det var det det gik mig mest på som barn. Filmen har virkelig travlt med at bliver færdig. Ligesom Grant ikke har lyst til at være på øen, så har Jurassic Park III heller ikke rigtig lyst til at være der.

Det virker måske som om jeg hader filmen som pesten. Det gjorde jeg også engang. Men med tiden har jeg lært at holde af den, på sin egen kiksede B-films måde. For det er hvad det er. En simpel B-film med Hollywood-budget komplet med åndsvage karakterer, som ikke laver andet end at løbe og skrige, et latterligt plot og en stor ond dinosaurus, som på en eller anden måde har et personligt vendetta mod den lille gruppe af mennesker (Jaws: The Revenge, anyone?). Men scenen med Pteranodonerne i ”fugleburet” er ret badass. Det indrømmer jeg.
”Next time it'll be flawless!” For der måtte da komme én mere?!

Jurassic World – Nostalgien vandt over mig

14 år… Det var var hvad der skulle gå, før Universal turde satse på en ny film i serien. Jurassic Park III havde kun været en moderat succes ved billetlugerne og anmelderne var heller ikke sønderligt imponerede. De 14 år var fyldt med falske forhåbninger, vilde rygter og jeg tror jeg taler på de flestes fans vegne, når jeg siger, at mange have opgivet håbet om at få en fortsættelse på historien. Men det skete altså! Colin Trevorrows Jurassic World åbnede langt om længe i sommeren 2015.

John Hammond er død, men inden sin død overdragede han sit firma, InGen til Simon Masrani, som, ligesom Hammond, forsøgte sig med at åbne en dinosaurus park på Isla Nublar. Det blev i modsætning til sidste gang en stor succes og parken er åben for offentligheden og gæsterne strømmer til. Men åbenbart ikke nok. For folk er eftersigende ikke særlig imponerede over dinosaurusser mere. (Måske ligesom filmenes publikum?)
Netop derfor bliver det besluttet, at Dr. Henry Wu (som er den eneste karakter som vender tilbage fra den første film) og hans forskere skal skabe en helt ny "hjemmelavet" dinosaurus. Indominus Rex bliver navnet på dette nye superrovdyr. Denne genetiske ædemaskine slipper selvfølgelig løs og det er nu op til eks-militærmanden Owen Grady og hans flok af trænede Velociraptorer at stoppe den, inden den skaber for mange ulykker blandt parkens flere tusinde gæster. Derudover bliver han også nødt til at hjælpe sin gamle flamme, park manageren Claire Dearingsm hvis to nevøer er på weekendudflugt på øen.

Under overfladen præsenterer filmen seeren for nogle interessante tematikker og observationer omkring den moderne blockbusterfilm. Alt skal være større, bedre og vildere. Dette gælder både Indominus Rex og sommer blockbusters. Dog er der i sidste ende ikke noget der kan slå nostalgien. Det gode gamle. Det man kender. Derfor er det selvfølgelig Tyrannosaurussen fra den første film, som tilslut får nedlagt den nye hybriddinosaurus (Dog med lidt hjælp fra velociraptoren Blue og den kæmpe Mosasaur). Det er på dette underlæggende niveau, at Jurassic World er særlig interessant. For træder man lidt tilbage er plottet næsten ligeså kedeligt og forudsigeligt som i Jurassic Park III.

Når det så er sagt, så var det en fryd at sidde i biografen efter 14 lange år og endelig se en Jurassic Park-film. Jeg indrømmer gerne, at jeg umiddelbart efter filmen var helt oppe at ringe over den. Men nu hvor jeg har fået filmen lidt på afstand er der ting ved den som irriterer mig. For det første er der, som tidligere nævnt, det lidt kedelige plot. Selvfølgelig var det sjovt at se parken åben og fyldt med mennesker, men det er altså ikke helt nok. Hvorfor ville Hammond overhovedet overdrage InGen til Masrani, når han vidste, at planen var at åbne en ny park? Sidst vi så Hammond i The Lost World var han fast besluttet på, at dyrene skulle efterlades i fred på naboøen Isla Sorna? Derudover virker de første 20 minutter af filmen ret tonedøve og især brugen af det klassiske Jurassic Park-tema fungerer ikke rigtig. Dette var ting jeg umiddelbart ikke tænke over, da jeg så filmen første gang for lidt over tre år siden. Nostalgien vandt så at sige over mig, ligesom Tyrannosaurussen over den genetiske hybrid. Det er hvad der sker når der går 14 år, man bliver overbærende og let at imponere.

Jurassic World: Fallen Kingdom – Jurassic goes Gothic

Tidligere i sommers have den femte film i serien så biografpremiere. Den spanske instruktør J.A. Bayonas stod denne gang bag kameraret. Det var et genialt træk! Kigger man på Bayonas tidligere film, står det næsten skrevet i kortene, at han ville være den perfekte instruktør til en Jurassic Park-film. Han har tidligere lavet gyserfilm (Børnehjemmet), katastrofefilm (The Impossible) og det sørgelige eventyr Syv Minutter Over Midnat.

Efter Indominus Rex katastrofen i Jurassic World er øen nu efterladt og dinosaurusserne passer sig selv. Men da en før passiv vulkan på øen begynder at koge over, står øens forhistoriske beboere til endnu engang af uddø. (Det er iøvrigt ikke en dum gimmick, man har fundet på for at springe øen i luften. Øerne i Jurassic Park-universet har altid været vulkanske og det nævnes ofte i bøgerne, at de er drevet af geotermisk energi. I filmene bliver det endda nævnt af Peter Ludlow i The Lost World: Jurassic Park.)
Claire, som i den første film var park manager, har sidenhen oprettet Dinosaur Protection Group, som fungerer som en slags dinosaur-advokater. Deres mål er at få reddet så mange arter fra øen, som overhovet muligt. Claire bliver pludselig kontaktet af John Hammonds gamle partner Benjamin Lockwood, netop som det bliver besluttet, fra regeringens side, at lade dinosaurusserne dø. Han er af samme opfattelse som Claire og de andre i DPG. Han står derfor bag en ekspedition til øen med det formål af redde de udryddelsestruede dinosaurusser.

Filmen er stadig aktuel i biograferne, så jeg vil ikke gå videre ind i plottet. Det eneste jeg vil sige er, at det er den mest komplekse og interessante film i serien siden Steven Spielbergs The Lost World: Jurassic Park. Det er virkelig rart ovenpå de to foregående film, som begge var ret flade. Fallen Kingdom tager serien i en nye og spændende retninger, som vi allerede i Michael Crichton bøger fik en forsmag på.

Fallen Kingdom er en god film, det tør jeg godt indrømme. Anmeldelserne har været meget blandede, hvilket virkelig overasker mig.

J.A. Bayona er den instruktør serien har savnet i 20 år. Hans skarpe instruktion og mørke æstetik klæder virkelig serien og især i filmens sidste halvdel får han virkelig lov at give den fuld gas, i hvad der nærmest bliver en gotisk Frankenstein/Dracula-film. Værd at nævne er også filmens åbningsscene, som står som én af de mest stemningsfulde og intense åbningsscener i filmhistorien. Punktum.

Filmens komponist Michael Giacchinos score er også meget mere bombastisk og spændende at lytte til end musikken til den første Jurassic World-film, som han også komponerede. Ligesom instruktionen er musikken som taget ud af en klassisk Universal monsterfilm. Giacchino startede sjovt nok med at komponere musik for DreamWorks Interactive og deriblandt også musikken til en række Jurassic Park-spil. Værd at lytte til er især musikken til PlayStation/Saturn spillet baseret på The Lost World: Jurassic Park.

Jeg har i skrivende stund set Fallen Kingdom fire gange og jeg når sikkert at komme op på et par gange mere, inden filmen går af programmet. Du burde gøre det samme.

Jurassic World-filmene var, fra starten af, planlagt som en ny trilogi. Det betyder, at vi kan se frem til endnu en Jurassic Park-film i den nærmeste fremtid. Jurassic Park 6/Jurassic World 3 får nemlig premiere i juni 2021. Colin Trevorrow er tilbage i instruktørstolen. Så du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen og begynde at glæde dig til mere dino-action. Det gør jeg i hvert fald!

Puha! Det blev lidt længere end jeg lige havde regnet med. Men nu er vi ligesom i gang! Jeg håber, at du for eftertiden kunne få lyst til at kigge forbi Filmkælderen. Det ville gøre mig rigtig glad. Hvad det næste bliver har jeg ikke helt besluttet mig for endnu. Men jeg har en del ting i støbeskeen.

Hvis du har lyst, så er du velkommen til af følge Filmkælderen på facebook. Derudover kan du følge mig (Christian Povlsen) på Twitter. Begge steder vil jeg holde jer opdateret med nye indlæg.